2 Radonsikring

Radon i indeluften kan begrænses primært ved at hindre indtrængning af jordluft, men også ved at ventilere bygningen. Indtrængning af jordluft kan hindres ved at lave lufttætte konstruktioner mod jord eller ved at etablere radonsug under konstruktionerne mod jord. Effekten af radonsuget er dog afhængig af lufttætheden af konstruktionerne mod jord. Dette afsnit angiver, hvilke løsninger der kan anvendes til at radonsikre nye bygninger, og hvordan løsningerne projektereres, så de bliver bygbare.

SBi-anvisning 247, Radonsikring af eksisterende bygninger (Rasmussen, 2015) giver et erfaringsmæssigt overblik over effekten af en række tiltag anvendt i eksisterende bygninger.

Metoder til reduktion af radon i indeluften i danske enfamiliehuse er tidligere undersøgt og beskrevet i Radon 95 (Andersen, Bergsøe, Brendstrup, Damkjær, Gravesen & Ulbak, 1997).

Radonindtrængning fra jorden kan hindres eller reduceres ved at tætne konstruktioner mod jord. 

Den sikreste løsning er at kombinere tætning af konstruktioner mod jord med lufttryksænkning på ydersiden af konstruktioner mod jord. I nogle tilfælde vil et passivt sug eller en lufttrykudligning til det fri være tilstrækkelig. Ved at lufttrykudligne reduceres lufttrykket under gulvkonstruktionen til et lufttryk svarende til ude. Føres afkastet for radonsuget til over tag, skabes et passivt sug, lufttrykket i jordluften under bygningen bliver lidt lavere, og dermed mindskes lufttrykforskellen over gulvkonstruktionen.

Da lufttrykket inde typisk er lavere end lufttrykket ude, vil det i mange tilfælde være nødvendigt yderligere at sænke lufttrykket under gulvkonstruktionen for at forhindre indtrængning af jordluft.

Ved at sænke lufttrykket under gulvkonstruktionen yderligere til et lufttryk lavere end lufttrykket inde vendes og øges lufttrykforskellen over gulvkonstruktionen, så luftstrømmen vendes mod zonen under gulv. I et aktivt sug er det en ventilator, der sørger for at sænke lufttrykket.

Desuden bør bygningsreglementets anbefalinger til ventilation af bygningen overholdes. 

Figur 2 viser de byggetekniske løsninger, der kan sikre et lavt indhold af radon i indeluften.

Figur 2. En kombination af tre tiltag sikrer et lavt indhold af radon i indeluften: Tætning af konstruktioner mod jord, reduktion af lufttrykket på ydersiden af konstruktioner mod jord og ventilation af bygningen. Når en bygning ventileres, fortyndes indeluftens indhold af radon med udeluft. 

Bygger man på jord med et højt indhold af radon, skal man forhindre jordluft i at trænge ind i bygningen for at kunne opfylde kravene til nye bygninger i Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010).

Tætning af fundamenter, terrændæk, kældergulve og kælderydervægge kan fx sikres med membraner, se afsnit 3.1 til 3.5 i afsnit 3, Tætning af konstruktioner mod jord. Radonindtrængningen kan desuden reduceres ved at placere et radonstoppende plan under bygningen, se afsnit 3.6, Radonstoppende plan under bygningen. Endelig skal der tætnes omkring rør- og installationer, se afsnit 3.7 til 3.9 om tætning af konstruktioner og gennemføringer mod jord.

Det anbefales at forberede et suglag under terrændækket, når bygningen opføres. Terrændæk er gulvkonstruktioner, som funderes direkte på jord.

Et suglag gør det muligt at imødekomme et eventuelt fremtidigt behov for at reducere indholdet af radon i indeluften til et lavere niveau. Et sådant behov kan opstå, hvis lufttætning af konstruktionen mod jord viser sig at være utilstrækkelig. Når en konstruktion ældes, kan der opstå sætningsskader og revner. Kobles et sug til suglaget, er det muligt at reducere radonindtrængningen gennem disse revner. 

Sænkning af lufttrykket på ydersiden af konstruktioner mod jord kan ske ved at koble et passivt eller aktivt sug til suglaget og eventuelt lufttrykudligne til det fri, se afsnit 4.1, Radonsug. Suglaget kan etableres i det kapillarbrydende lag. Anvendes trykfast isolering som det kapillarbrydende lag, skal der etableres et suglag under den trykfaste isolering. 

Suglaget kan bestå af nøddesten, singels eller coatede, løse letklinker eller en sugplade, se afsnit 2.3.2, Egnede materialer til suglag. For at fordele suget under bygningen kan ventilationsdræn lægges i det kapillarbrydende lag og samles i lukkede kanaler et centralt sted under betondækket eller føres til en lukket brønd uden for bygningen. 

Et passivt sug kan bestå af en kanal, typisk et rør, der føres fra sugbrønden i suglaget under gulvkonstruktionen til op over taget, se figur 26. Termisk opdrift og vindpåvirkning vil drive suget, der reducerer lufttrykket i suglaget under gulvkonstruktionen. I et aktivt sug er det en ventilator, der skaber lufttryksænkningen, se afsnit 4.1, Radonsug. Ved at tilføre udeluft til suglaget fortyndes luftens indhold af radon i suglaget, se afsnit 4.3, Ventilation af suglag.

Bygningsreglementets skærpede krav til indholdet af radon i indeluften betyder, at indtrængning af jordluft i højere grad skal forhindres. Lufttætning og reduktion af lufttrykket på ydersiden af konstruktioner mod jord kan hindre jordluft i at trænge ind. Det anbefales derfor at projektere begge byggetekniske løsninger, som i kombination med ventilation af bygningen med udeluft sikrer et lavt indhold af radon i indeluften.

Bygningens lufttæthed mod jord er en integreret del af klimaskærmens lufttæthed, se SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007). Øget lufttæthed af konstruktioner mod jord medfører øgede krav til projektering og korrekt udførelse. Lufttryksænkning i suglaget mod jord kræver ændret byggeskik.

Når man projekterer lufttætte konstruktioner, er det væsentligt, at konstruktionerne er bygbare i praksis. Af hensyn til den praktiske udførelse på byggepladsen skal det allerede under projekteringen besluttes, hvor tæthedsplanet er, og hvordan tætheden ved overgange sikres overført mellem de enkelte bygningsdele. Tæthedsplanets placering og principper for samlinger i tæthedsplanet eller mellem bygningsdele bør fastlægges under projekteringen og fremgå entydigt af projektmaterialet.

Den projekterende kan desuden medvirke til at skabe bygbare løsninger ved allerede under projekteringen at indtænke et godt arbejdsmiljø på byggepladsen. Enkle og robuste løsninger bør prioriteres ved planlægningen af føringsveje for bygningens tekniske installationer og ved valg af tæthedsplanets placering i bygningen. Radontætningen bør fx være en integreret del af klimaskærmens tæthedsplan mod jord. Kravet til indholdet af radon i indeluften bevirker, at der er skrappere krav til lufttætte materialer og samlinger mellem bygningsdele mod jord end til klimaskærmens lufttæthed generelt.

Materialerne skal være egnede, uopløselige og kemisk forenelige indbyrdes. De skal desuden være miljøvenlige, såvel under opbevaringen, håndteringen og opsætningen, som i selve brugstiden og ved den senere nedrivning og bortskaffelse. De anvendte materialer skal ved opsætning og i brugstiden arbejde sammen under de temperatur- og fugtpåvirkninger, som måtte opstå under og efter byggeriets færdiggørelse. Derudover skal de kunne opfylde deres funktion under hele bygningens levetid.

Det er også vigtigt, at materialerne er så robuste, at de kan håndteres på en byggeplads uden at blive beskadiget. Producentens anvisninger bør følges.

Materialerne skal være tilstrækkelig lufttætte og forblive det i hele bygningens levetid. Desuden skal samlingerne mellem materialerne være tilstrækkelig lufttætte. De materialer, der anvendes til at tætne samlinger mellem lufttætte bygningsdele, skal være tilsvarende lufttætte og skal kunne hæfte på de anvendte materialer, så samlingerne bliver tilstrækkelig lufttætte.

En række materialer anses for at være lufttætte i sig selv og være i stand til at forhindre indtrængning af radon. Det gælder fx urevnet specialpuds samt flydende membraner baseret på epoxy, asfalt, bitumen og hydraulisk afbindende materialer. Specialpuds kan være fiberarmeret puds. Man kan anvende flydende membraner over større flader for at reducere samlinger. 

Materialernes evne til at tætne er produktspecifik og er for nogle materialer proportional med lagets tykkelse. 

Urevnet murværk, beton og letklinkerbeton med en densitet større end 1600 kg/m³ og med en tykkelse på mindst 100 mm betragtes som tæt over for radon. 

Betonpladen i terrændækket er normalt udstøbt på stedet. Den kan udgøre tæthedsplanet over for jordluft med radon og anses for at være tilstrækkelig tæt, hvis den består af mindst 100 mm beton 20 med svindarmering af 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger placeret i midten af pladen. Det er en forudsætning, at pladen er mindre end 25-30 m². Terrændæk er yderligere beskrevet i afsnit 3.1, Terrændæk. Armeringsnet skal overlappe med mindst en maskevidde. Betonplader samles lufttæt fx med en membran eller en dilatationsfuge.

Risikoen for, at der dannes svind- og sætningsrevner i betonpladen, reduceres med svindarmering. Det er også vigtigt at sikre et stabilt underlag og at afdække den friske beton, så den får tilstrækkelig tid til at hærde og dermed opnår den ønskede styrke uden gennemgående svindrevner.

Betonpladen skal bevare sin lufttæthed, selvom der eventuelt med tiden opstår svindrevner i betonen. Betonpladens størrelse bør derfor begrænses, da dette reducerer risikoen for svindrevner.

Man skal tætne mod radon i samlinger mellem sektioner af urevnet murværk, beton og letklinkerbeton samt langs fundamenter. Tætning kan ske ved fx at klæbe asfaltpap over samlinger.

Materialer anvendt som membraner skal bl.a. være fleksible, stærke og have en tilstrækkelig lille luftpermeabilitet. Trækstyrke, sejhed og elasticitet skal være så god, at membranerne ikke rives itu eller beskadiges under udlægningen og de følgende arbejder. Desuden skal delaminering af membran og samlinger forhindres. 

Membraner baseret på fx polyethylen betragtes som lufttætte, men netop disse membraner er følsomme under de efterfølgende arbejder og må ikke beskadiges af fx skarpe genstande. Membraner af polyethylen til lufttætning bør have en tykkelse større end 0,2 mm, hvis de ikke er forstærket med fx armering.

Det er muligt at gøre membraner mere robuste ved at vælge større tykkelse eller ved at vælge membraner forstærket med armering. Membraner kan også beskyttes med for eksempel en dug af fibertekstil. Fibertekstil kan anvendes til at beskytte membraners under- og/eller overside. 

Når man anvender membraner, skal samlinger være udført lufttætte. En samling betragtes ikke som lufttæt, når membranbanerne blot overlapper hinanden. Derfor skal de sammensvejses eller klæbes med fx fast tape eller butylfugebånd. Samlinger skal være spændingsfrie, så de forbliver lufttætte. Membranerne skal overlappe rigeligt, 100-150 mm. 

Membraner skal sidde tæt og fast på underlaget og have den rette størrelse. Det er vigtigt, at overfladerne er rene for at sikre god vedhæftning mellem materialerne. Membraner skal samles på fast underlag, medmindre producenten anviser andet.

Hjørnesamlinger er følsomme over for efterfølgende arbejder, og derfor kan det være en fordel at anvende formstøbte hjørnesamlinger, hvor banevarer kræver mange foldninger, som kan resultere i flere lag. 

Materialerne i suglaget skal sikre, at der kan etableres og udbredes et reduceret lufttryk, dvs. et lavt lufttryk eller et sug fra et eller flere aftræk eller sugbrønde under hele bygningen i bygningens levetid. Materialerne i sig selv behøver ikke at være permeable, men de skal være i stand til at sikre tilstrækkelig stor luftpermeabilitet og styrke, når de anvendes i et lag under gulv. 

Laget skal have tilstrækkelig tykkelse og kan fx bestå af nøddesten, singels eller coatede, løse letklinker. Et homogent suglag af coatede, løse letklinker med en tykkelse på mindst 100 mm betragtes som tilstrækkeligt. Det er naturligvis vigtigt, at suget i suglaget ikke bliver blokeret under bygningen af fx fundamenter under indervægge. 

Letklinkerbetonblokke under fx indvendige vægge betragtes ikke som lufttætte, men kan reducere frie luftstrømme og udbredelse af lufttryk. Mindst hver anden studsfuge mellem letklinkerbetonblokke i suglaget bør stå åben for at sikre luftstrømme fri bevægelighed. Luftens frie bevægelighed er vigtig ved en eventuel senere udelufttilførsel til suglaget.

Suglaget kan tilføres udeluft ved hjælp af riste i fundamentet eller via kanaler tilsluttet suglaget og ført over jord. I kolde perioder skal man være opmærksom på, at kold udeluft kan sænke temperaturen i suglaget, se afsnit 4.2, Fordeling af sug i suglag.

Ventilationsdræn i suglaget kan benyttes til at fordele såvel sug som eventuel udeluft i suglaget.

Teoretisk undersøgelse af suglag med luftkanaler har vist, at en sugplade af EPS med luftkanaler også kan anvendes som suglag. Denne metode kan være brugbar, hvor hård isolering af fx EPS lægges i terrændækket direkte på et afretningslag af fx grus, og hvor den nederste del af isoleringen anses for kapillarbrydende.

Effekten af at anvende en sådan sugplade er undersøgt teoretisk (Rasmussen, 2013). Undersøgelsen indeholder beregninger af, hvor lavt det nødvendige lufttryk i suglaget skal være i forhold til det almindelige lufttryk i danske boliger. Det almindelige lufttryk i danske boliger blev målt i en tidligere undersøgelse (Jensen & Gunnarsen, 2008). 

Undersøgelsen viser, at indtrængningen af jordluft reduceres, hvis lufttrykket under gulvkonstruktionen er lig med lufttrykket inde i bygningen. I praksis kan det være en fordel at holde lufttrykket under gulvkonstruktionen lige under lufttrykket inde i bygningen. Inde i bygningen bør lufttrykket være lidt lavere end udenfor, se SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).

Undersøgelsen viser desuden, at jo lavere lufttryk, der er inde i bygningen, des lavere lufttryk er der behov for i suglaget for at forhindre jordluft i at trænge ind i bygningen. En lille lufttrykforskel mellem ude og inde reducerer behovet for at reducere lufttrykket i suglaget (Rasmussen, 2013). 

Undersøgelsen er foretaget for gulvkonstruktioner med forskellig lufttæthed og viser, at kanalgennemføringen til sugbrønden i suglaget skal være udført lufttæt for at sikre radonsugets effektivitet, og at effektiviteten øges med gulvkonstruktionens tæthed (Rasmussen, 2013).

Anvendes et suglag af grus, har tidligere undersøgelser i praksis vist, at en lufttryksænkning på 100 Pa er nødvendig. En lufttryksænkning på 100 Pa er væsentlig i forhold til det lufttryk, der normalt er i et hus, og som typisk er 1 til 3 Pa. En så stor lufttryksænkning i sugbrønden medfører, at luft strømmer fra huset gennem revner i gulvkonstruktionen mod suglaget. Undersøgelsen viste, at det er muligt at opnå en god udbredelse af luftrykket i hele suglaget ved at placere én til tre sugbrønde i det kapillarbrydende lag af grus i et énfamiliehus (Andersen et al., 1997).

En anden observeret effekt af det aktive sug var, at der etableres en strømning af luft igennem jorden umiddelbart omkring og under huset. Denne luft kommer fra atmosfæren, dvs. udeluften omkring huset, og har derfor et meget lavt indhold af radon. Strømning igennem jorden af radonfattig luft kaldes for jordventilation og bidrager til, at indholdet af radon i jordluften omkring og under huset nedbringes. Selvom det lavere lufttryk ikke er udbredt i hele suglaget, vil indholdet af radon i jordluften under huset være lavere end ellers (Andersen et al., 1997).