Gå til indhold

Forord til anden udgave

Siden udgivelse af 1. udgaven af denne anvisning er der opnået en række erfaringer med radonsikring i praksis, ligesom SBi har udgivet anvisning 247, Radonsikring af eksisterende bygninger.
Denne 2. udgave forklarer mere indgående principperne for radonsug og reduktion af lufttrykket på ydersiden af konstruktionerne mod jord, ligesom anvisningen er opdateret med den nyeste viden om radonsikring og de seneste erfaringer fra praksis.
Anvisningen knytter sig til SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2010), der redegør for radonproblematikken og anviser metoder til måling af radon i bygninger. 
Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
Afdelingen for Byggeri og Sundhed
April 2015
Niels-Jørgen Aagaard
Forskningschef

Forord til første udgave

Bygningsreglementets seneste bestemmelser om indeklima har ført til skærpet opmærksomhed på radonindholdet i bygningers indeluft. Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) følger herved Verdenssundhedsorganisationen WHO´s anbefalinger om, at den tilladte radioaktivitet i bygninger fra naturlige kilder bør ligge under 100 Becquerel pr. kubikmeter luft (Bq/m3).
I lande, hvor dette af særlige årsager ikke er muligt, anbefaler WHO, at den tilladte radioaktivitet ikke overstiger 300 Bq/m3. Dermed følger WHO anbefalingerne fra de nordiske sundhedsmyndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen, 2009). Radioaktiviteten fra naturlige kilder stammer hovedsageligt fra radon. Det betyder, at bygninger skal opføres og udføres, så radonindholdet indendørs ikke overstiger 100 Bq/m3
De skærpede krav til radonindholdet i indeluften medfører, at bygherrer, projekterende og udførende skal fokusere mere på klimaskærmens opbygning mod jord og sikring mod indtrængning af jordluft.
Denne anvisning er primært tænkt som en hjælp til rådgivende ingeniører, arkitekter og entreprenører.
Formålet er at give den faglige indsigt, som er nødvendig for at planlægge og gennemføre et byggeri, hvor radonindholdet indendørs ikke overstiger 100 Bq/m3. Anvisningen giver eksempler på, hvordan man sikrer sig mod indtrængning af radon. Eksemplerne er baseret på løsninger, som anvendes i dag. På en række områder bør byggeriet dog fortsat udvikle og afprøve nye løsninger.
Anvisningen knytter sig til SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2010), der redegør for radonproblematikken og anviser metoder til måling af radon i bygninger. 
Anvisningen er udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet med økonomisk støtte fra Erhvervs- og Byggestyrelsen. SBi takker for Erhvervs- og Byggestyrelsens bidrag.
En følgegruppe har under udarbejdelsen kommenteret anvisningen.
Følgegruppen omfattede:
  • Bjarne Pedersen, Icopal Danmark a/s
  • Claus Erik Andersen, Risø, DTU
  • Claus Jørgensen, Sundolitt as
  • Erik Busch, Saint-Gobain Weber A/S
  • Jens Brendstrup, COWI A/S
  • Jesper Bruun Petersen, NIRAS A/S
  • Jørgen Munch-Andersen, Træinformation
  • Kaare Ulbak, Statens Institut for Strålebeskyttelse
  • Kim Rafen Jensen, Icopal/Monarflex
  • Mette Neerup, NIRAS A/S
  • Michael Petersen, Saint-Gobain Isover A/S
  • Niels Strange, Dansk Byggeri
  • SBi takker følgegruppen for samarbejdet.
  • Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
  • Afdelingen for Byggeri og Sundhed
December 2010
Niels-Jørgen Aagaard
Forskningschef