3 Tætning af konstruktioner mod jord

Konstruktioner mod jord kan være terrændæk, kældergulve eller kældervægge. Afsnittet beskriver en række tiltag, der kan tætne disse konstruktioner.

Et terrændæk opbygges normalt på følgende måde: Nederst et kapillarbrydende lag, herefter et varmeisolerende lag, dernæst et trykfordelende lag, almindeligvis en betonplade, og endelig en gulvbelægning.

Betonpladens størrelse bør begrænses med dilatationsfuger for at reducere risikoen for svindrevner. 

Dilatationsfugerne kan anbringes under indvendige vægge, så feltstørrelserne begrænses til 25-30 m². Samlingerne skal tætnes, fx ved at påklæbe eller påsvejse en membran. I mange tilfælde kan membranen på oversiden af betonpladen over støbeskel erstattes af asfaltpap udlagt på isoleringen, før betonen udstøbes. Dette forudsætter, at isoleringen danner et plant fast underlag, fx af hårde plader lagt med forskudte samlinger.

Beton afgiver byggefugt i ret lang tid, efter den er støbt. Der skal derfor altid anbringes en folie, fx PE-folie, der fungerer som en fugtspærre oven på betonpladen, hvis der anvendes fugtfølsomme gulvbelægninger, fx trægulv på strøer eller et svømmende gulv, hvori der indgår træ eller træbaserede plader. Fugtspærren kan også være en membran, hvor foliebanerne overlapper hinanden og klæbes i overlappet, se figur 3.

Det anbefales at lade en membran udgøre fugtspærren og dermed også fungere som ekstra sikring af tæthedsplanet over for jordluft med radon. Man bør derfor vælge en membran, der er egnet som radonspærre og så kraftig, at den ikke perforeres under de efterfølgende arbejder. Egnede membraner er beskrevet i afsnit 2.3.1, Egnede materialer til lufttætning.

Membranens samlinger skal klæbes omhyggeligt med et udfyldende og dækkende materiale. De skal overlappe rigeligt. Det er en fordel at benytte en fast enkelt- eller dobbeltklæbende tape, som ikke folder, eller fx butylfugebånd som mellemlæg.

Membranen skal ligge plant og kan med fordel fæstnes til underlaget, så den ikke skrider og bliver trukket skæv under de efterfølgende arbejder. Membranen er sårbar over for byggeriets efterfølgende arbejdsprocesser. Derfor skal producentens vejledninger følges. Tæthedsplanet kan også etableres med flydende membraner, hvorved samlinger kan reduceres.

Figur 3. Membran under fugtfølsomt gulv. Membranen udgør fugtspærren og lufttætningsplanet over for radon og skal sidde tæt og fast på underlaget og have den rette størrelse. Det er vigtigt, at overfladerne er rene for at sikre god vedhæftning mellem membranens samlinger. Samlinger skal udføres på fast underlag, medmindre producenten anviser andet, og klæbes omhyggeligt. Det er en fordel at benytte en udfyldende klæber. Membranen skal overlappe rigeligt, 100-150 mm, og skal dække hele fladen.

Kælderydervægge er normalt blevet udført af beton støbt på stedet eller opmuret af bloksten, fx af letklinkerbeton på en støbt fundamentklods, se figur 4. Figuren viser en sugbrønd opbygget af sten, der er placeret i suglaget og tilsluttet en aftrækskanal. Lufttryksænkningen udbredes fra sugbrønden til suglaget. Et sug påført sugbrønden gennem aftrækskanalen sænker lufttrykket i sugbrønden. Det er også muligt at benytte en sugbrønd, der består af et rør, der er perforeret i den del, som føres ned til suglaget gennem terrændækket.

De skærpede krav til linjetab har medført, at kælderydervægge af beton vanskeligt vil kunne anvendes fremover i opvarmede kældre. Kældergulv støbes i beton. Kælderydervægge og kældergulv udgør tæthedsplanet over for indtrængende jordluft. Kælderydervægge sikres mod indtrængning af jordluft ved at påføre en membran, fx en flydende membran på ydersiden mod jord. For at sikre at opmurede kælderydervægge er tætte, kan tæthedsplanet yderligere sikres med en membran, fx ved indvendigt at påføre et egnet pudslag, eventuelt med en egnet overfladebehandling. Samlingen mellem kældergulv og kælderydervæg skal også være tæt over for indtrængning af jordluft.

Figur 4. Kælderydervæg opmuret af bloksten af letklinkerbeton på en støbt fundamentklods. En sugbrønd placeret i suglaget er tilsluttet en aftrækskanal for tryksænkning i suglaget.

Ydervægskonstruktionen og terrændækket mødes ved fundamentet. Et traditionelt opbygget fundament kan bestå af letklinkerblokke med midterisolering samt en kantisolering mellem betonpladen og letklinkerblokkene. 

Da letklinkerblokkene ikke kan betragtes som lufttætte, skal tæthedsplanet overføres med en membran. Det er en fordel at benytte formstøbte hjørner, fx af polyethylen, i hjørner og ved yderdøre og fx flydende membraner over større flader for at undgå samlinger. 

Membranen skal som minimum føres frem til ydersiden af den tunge bagvæg. Bagvæggen udgør tæthedsplanet for bygningen over jord. Man kan også føre membranen frem til facaden sammen med fugtsikringen og eventuelt klæbe den til fundamentets overside, se figur 5 og figur 6.

Figur 5. Tætning med membran klæbet til betonplade. Membranen føres hen over og klæbes eventuelt til fundamentets overside. Det er vigtigt, at overfladerne er rene for at sikre god vedhæftning mellem materialerne. Membranen er samlet med fugtspærren, som udgør et ekstra lufttætningsplan over for radon. Samlingerne i fugtspærren skal klæbes omhyggeligt og overlappe rigeligt, dvs. 100-150 mm.

Figur 6. Tætning med membran ført under betonpladen. Membranen føres hen over og klæbes eventuelt til fundamentets overside. Det er vigtigt, at overfladerne er rene for at sikre god vedhæftning mellem materialerne. Betonen udstøbes mod membranen.

Vand kan trænge ind gennem formuren. For at lede vandet ud til fundamentets yderside fastgør man yderligere en membran på ydersiden af den tunge bagvæg og fører den frem til fundamentets yderside.

Hvor betonpladen udgør tæthedsplanet, skal samlingen mellem terrændæk og ydervæg sikres mod indtrængning af jordluft med en menbran. Membranen samles med betonpladen for at sikre, at letklinkerblokkene er tætte over for jordluft.

Er terrændækket opbygget af fugtfølsomme gulvbelægninger, hvor betonpladen normalt udgør tæthedsplanet, anbefales det, at man lader fugtspærren fungere som membran og dermed som en ekstra sikring af tæthedsplanet over for indtrængning af jordluft med radon. Hvis tæthedsplanet udgøres af den fugtspærrende membran, der er udlagt på oversiden af betonpladen, skal en egnet membran anvendes, og samlinger mellem membranerne klæbes, se figur 5. Det er vigtigt, at membranerne overlapper rigeligt. Overlappet skal klæbes omhyggeligt. Der skal anvendes en klæber, som er forenelig med de anvendte membraner.

Anvendes en gulvbelægning, der ikke er fugtfølsom, fx et klinkegulv, kan membranen føres til oversiden eller til undersiden af betonpladen. Det er en fordel at føre membranen ned under betonpladen, fordi membranen fylder lidt i højden og giver et andet underlag at klæbe klinkerne på. Betonen udstøbes mod membranen, se figur 6. Det kan være en fordel at fastgøre membranen, fx ved at klæbe den til isoleringens overside forud for udstøbning med beton. Hvis membranen føres til oversiden af betonpladen, kan den flugte med fundamentets overkant, hvilket giver en enkel føring af membranen. Membranen føres ca. 50 mm ind over betonpladen for at sikre klinkernes vedhæftning til betonpladen. Membranen klæbes til betonpladen, se figur 7.

Figur 7. Tætning med membran klæbet til betonplade. Membranen føres hen over og klæbes eventuelt til fundamentets overside. Det er vigtigt, at overfladerne er rene for at sikre god vedhæftning mellem materialerne. Membranen flugter med fundamentets overkant, hvilket giver en enkel føring af membranen. Den føres ca. 50 mm ind over betonpladen for at sikre klinkernes vedhæftning til betonpladen.

Figur 8. Membranen kan alternativt føres frem og op ad den tunge bagvægs yderside og klæbes fast. 

For at begrænse niveauforskellen mellem inde og ude kan membranen placeres i forskellige niveauer under formur og bagvæg, se figur 8. Støbes betonpladen ind over fundamentet, bør der indlægges en membran på samme måde som vist i figur 8. 

Formoder man, at bagvæggen kun er utæt i kontakten med betonpladen under trægulvet, kan man tætne i det indvendige hjørne ved at føre membranen på betonpladen op ad væggen og klæbe den fast til væggen bag fodlisten. Membranen, der også er fugtspærre, fungerer som ekstra sikring af tæthedsplanet over for jordluft, se figur 9. Anvendes fugtspærren som sikring mod indtrængning af jordluft, skal en egnet membran anvendes. Disse er beskrevet i afsnit 2.3.1, Egnede materialer til lufttætning.

Figur 9.kan alternativt føres frem og op ad den tunge bagvægs yderside og klæbes fast. Fugtspærren udgør her den primære radontætning. Hvis man formoder, at bagvæggen kun er utæt i kontakten med betonpladen under trægulvet, kan man tætne i det indvendige hjørne ved at føre membranen på betonpladen op ad væggen og klæbe den fast bag fodlisten. Membranen under trægulvet udgør her det ekstra tætningsplan over for radon.

Ydervægskonstruktionen og terrændækket mødes ved overside af fundamentet. Et fundament af letklinkerblokke kan ikke betragtes som lufttæt. Man kan overføre tæthedsplanet ved fundamentet med en membran.

Ydervæggens dampspærre og membranen, som udgør radonspærren, overlapper på kanten af fodremmen, hvor samlingen klæbes og klemmes med kantlægten. Membranen føres lodret ned til terrændækkets overside og klæbes til betonpladen. Typisk udgør betonpladen tæthedsplanet over for indtrængning af jordluft. Der udlægges en fugtspærre oven på betonpladen, hvis der anvendes fugtfølsomme gulvbelægninger, se afsnit 3.1, Terrændæk. Afsnit 3.1 beskriver også anvendelse af fugtspærren som ekstra sikring mod indtrængning af radon.

Hvis fugtspærren på oversiden af betonpladen også udgør et ekstra tæthedsplan over for indtrængning af jordluft, klæbes fugtspærren og membranen på betonpladen sammen. Ydervæggens dampspærre, der fungerer som tæthedsplanet i væggen, er forlænget med en membran og samlet med membranen på betonpladen ved klæbning, se figur 10. Anvendes fugtspærren som ekstra radonsikring, skal en egnet membran anvendes. Egnede membraner er beskrevet i afsnit 2.3.1, Egnede materialer til lufttætning.

Figur 10. Dampspærren i ydervæggen, der fungerer som tæthedsplanet i væggen, er forlænget med en membran og samlet med membranen ved klæbning. Membranen klæbes til betonpladen. Fugtspærren, der er fremstillet af egnet materiale, og som udgør det ekstra tæthedsplan over for indtrængning af jordluft, er lagt på betonpladen og klæbet dertil. Der er lagt en fugtspærre under fodremmen i ydervæggen.

Tæthedsplanet kan føres over eller under betonpladen ved terrændæk med ikke-fugtfølsomme gulvbelægninger. Ved førstnævnte løsning overføres tæthedsplanet ved at føre membranen i den lette ydervæg, hvor den er samlet til dampspærren, videre til oversiden af terrændækket, hvor den klæbes til betonpladen. 

Hvis gulvet fx er et klinkegulv, er det en fordel at føre membranen under betonpladen, fordi membranen fylder lidt i højden og giver et andet underlag at klæbe klinkerne på. Inden man støber betonpladen, placeres membranen på betonpladens underlag og føres langs indersiden af fundamentet til 100-150 mm over betonpladens overside, se figur 11. Det kan være en fordel at fæstne membranen til betonpladens underlag forud for udstøbning af betonpladen. Efterfølgende skal membranen føres til overlap med ydervæggens dampspærre på kanten af fodremmen, hvor samlingen klæbes og klemmes med kantlægten. Dampspærren og membranen skal overlappe rigeligt og samlingen skal sidde plant og være klæbet.

Konstruktioner og metoder for træskelethuse er yderligere beskrevet i TRÆ 56, Træskelethuse. TRÆ 56 giver den grundlæggende viden om konstruktion og udførelse af træskelethuse (Munch-Andersen, 2008).

Figur 11. Ved terrændæk med ikke-fugtfølsomme gulvbelægninger, fx et klinkegulv, er det en fordel at føre membranen under betonpladen, fordi membranen fylder lidt i højden og giver et andet underlag at klæbe klinkerne på. Inden man støber betonpladen, placeres membranen på betonpladens underlag og føres langs indersiden af fundamentet til 100-150 mm over betonpladens overside. Efterfølgende klæbes membranen til bygningens tæthedsplan over jord, dvs. til dampspærren i den lette ydervæg. Der er lagt en fugtspærre under fodremmen i ydervæggen.

Terrændæk skal være tætte over for indtrængning af jordluft ved indervægge. Funderingen under bærende og ikke-bærende indervægge på terrændæk kan være udformet forskelligt. Bærende indervægge skal normalt have deres eget fundament, se figur 12 og figur 13.

Der tætnes mod indtrængning af jordluft med en membran, der enten klæbes til betonpladens overside, eller føres under betonpladen på hver sin side af fundamentet. Er en membran lagt over hele betonpladen, udgør membranen fugtspærren og tæthedsplanet mod radonindtrængning. Membranen skal derfor samles til membraner over eventuelle fundamenter, også fundamenter under indervægge. Samlingerne skal klæbes.

Figur 12. Bærende indervægge skal normalt have deres eget fundament. Membranen føres under væggen og klæbes til betonpladen. Anvendes en membran over hele betonpladen som tætning mod radonindtrængning, klæbes membranen til membranen over det indvendige fundament. Membranen fungerer som ekstra sikring mod indtrængning af jordluft og som fugtspærre for en fugtfølsom gulvbelægning.

Figur 13. Ved terrændæk med ikke-fugtfølsom gulvbelægning, fx et klinkegulv, er det en fordel at føre membranen under betonpladen, fordi membranen fylder lidt i højden og giver et andet underlag at klæbe klinkerne på. Inden betonpladen støbes, placeres membranen over fundamentet til den bærende indervæg og på betonpladens underlag på begge sider af fundamentet. Membranen skal overlappe rigeligt, og samlingen skal sidde plant. Det kan være en fordel at fæstne membranen til betonpladens underlag, før betonen udstøbes.

Ikke-bærende indervægge vil ofte kunne placeres direkte på betonpladen i terrændækket. Betonpladen skal kunne optage lasterne, herunder eventuelt afstivende laster fra indervæggene. Ikke-bærende indervægge kan også funderes på eget fundament. Desuden kan der være behov for at skifte gulvbelægning ved en indvendig skillevæg placeret over støbeskel eller dilatationsfuge i betonpladen. Her skal det sikres, at samlingen ved støbeskellet eller dilatationsfugen tætnes ved at påklæbe eller påsvejse en membran til betonpladen på begge sider af fugen. 

Er der anvendt fugtfølsomme gulvbelægninger, er fugtspærren, der også kan reducere indtrængning af jordluft, lagt på betonpladen og klæbet til membranen over fugen, se figur 14a. Egnede membraner er beskrevet i afsnit 2.3.1, Egnede materialer til lufttætning.

Figur 14. Tætning af terrændæk over for indtrængning af jordluft. a) På højre side af skillevæggen vises tætning svarende til tætning ved facade, se figur 8. Venstre side viser en tætning, hvor en bane af asfaltpap klæbes over støbeskel eller dilatationsfuge. b) Tætning ved dilatationsfuge eller støbeskel under indvendig væg uden selvstændigt fundament. c) Tætning ved fundament under indvendig væg.

Afsnit 3.1, Terrændæk, beskriver terrændæk med fugtfølsomme gulvbelægninger. Afsnittet beskriver også, hvordan en membran både kan udgøre fugtspærre og en ekstra sikring mod indtrængning af jordluft.

Før indervæggen monteres, lægges en membran på betonpladen eller på fundamentet under indervæggen.

Hvis betonpladen udgør tæthedsplanet, klæbes membranen til denne. Hvis fugtspærren på betonpladen udgør tætningen mod radonindtrængning, skal membranen under indervæggen klæbes til denne og til betonpladen, fx med butylfugebånd, se figur 12. Det er vigtigt at anvende en klæber, som er forenelig med de anvendte membraner og betonpladen.

Ved terrændæk, hvor betonpladen udgør tæthedsplanet, og hvor gulvbelægningen ikke er fugtfølsom, skal membraner placeres de steder, hvor betonpladen er gennembrudt, fx ved støbeskel, dilatationsfuger og fundamenter til bærende indervægge. Membranen skal klæbes til betonpladen.

Er gulvet et klinkegulv, kan man med fordel føre membranen ned under betonpladen. Man kan for eksempel placere en membran over indervæggens fundament og mod betonpladens underlag, inden man udstøber betonen, se figur 13. Den indvendige væg placeres oven på membranen og hermed normalt også over eventuelle dilatationsfuger. Hvis dilatationsfuger er anbragt andre steder og dermed gennembryder betonpladen, der udgør tæthedsplanet, skal de dækkes af en membran, som klæbes til betonpladen.

Membraner til sikring mod radonindtrængning kan også lægges lige under betonpladen eller i det isolerende lag i terrændækket. Det anbefales, at membranen ikke lægges dybere end midt i det isolerende lag i terrændækket. Derved laves en foring i isoleringen i terrændækket i hele bygningens grundplan. Det er vigtigt, at membranen tilpasses omkring indvendige hjørner og fundamenter, se figur 15. 

Det kan være en fordel at anvende formstøbte hjørnesamlinger. Membranen skal føres frem til facaden og eventuelt klæbes til fundamentets overside. Membranen skal føres, så fugtproblemer undgås. Hulninger i membranen kan opfange fugt og medføre risiko for øget byggefugt. Bemærk, at der er risiko for, at membranen kommer til at fungere som dampspærre på den kolde side af isoleringen langs fundamentet. Dette er dog ikke et problem ved anvendelse af midterisolerede blokke i de øverste skifter i randfundamentet.

Figur 15. Membranen kan lægges lige under betonpladen eller i det isolerende lag i terrændækket som en foring med tilpasning omkring indvendige hjørner og fundamenter i terrændækket i hele bygningens grundplan. Membranen føres frem til facaden og kan klæbes til fundamentets overside. Fugt må ikke kunne fanges i hulninger på oversiden af membranen.

Radon kan stoppes ved hjælp af en membran under bygningen. Membranen kan for eksempel være en asfaltmembran, eventuelt med aluminiumsfolie, eller en armeret polyethylenmembran. 

Membranen skal være tæt i hele bygningens grundplan og så stor, at jordluft ikke kan blive trukket ind under bygningen oven over membranen. Lægges membranen som baner, skal banernes samlinger klæbes. Derfor skal de overlappe rigeligt og klæbes eller svejses omhyggeligt. Folien skal ligge plant uden at folde og må ikke blive trukket skæv eller blive perforeret under de efterfølgende arbejder. 

Anvendes fundering med lav dybde og udvendig terrænisolering til sikring af frostfølsomme jordlag under fundamentet, kan membranen placeres i en sandpude under bygningen, se figur 16. Funderingsforholdene er beskrevet i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger, 7.6 Fundering til lav dybde (Pedersen, 2011). 

Anvendes udvendig terrænisolering til sikring af frostfølsomme jordlag under fundamentet, er det vigtigt at benytte en så robust og pålidelig løsning, at terrænisoleringen er beskyttet i hele bygningens levetid, se BR10, kapitel 4.1, stk. 3 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010). Desuden skal udførelsen sikres mod rotter og andre skadedyr, se BR10, kapitel 4.1, stk. 1.

Membraner er sårbare over for efterfølgende byggearbejder og må ikke brydes eller beskadiges. Det kan være en fordel at vælge en tykkere og sejere membran over for træk og gennembrydning. Membranen kan fx også beskyttes med en dug af fibertekstil. Fibertekstil kan anvendes til beskyttelse af membranens underside og/eller overside.

Samlinger, overlap og gennemføringer skal være tætte. En samling betragtes ikke som tæt, hvis membranbanerne blot overlapper hinanden uden sammensvejsning eller uden brug af klæber som fx butylfugebånd. Banerne skal overlappe rigeligt, 100-150 mm. Samlinger skal fæstne i overlappet og sidde plant.

Membranen udlægges på bæredygtig aflejring, fx en sandpude. Under fundamenter udlægges en sandpude oven på membranen. Sandpuden udføres som beskrevet i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger, 7.4 Fundering på sandpude (Pedersen, 2011). Under terrændæk placeres membranen under suglaget. Suglaget sikrer, at der kan etableres en lufttryksænkning under gulvkonstruktionen, se afsnit 2.1.2, Suglag, og afsnit 2.3.2, Egnede materialer til suglag.

Det skal sikres, at såvel lodret som vandret last kan overføres af membranen, uden at der opstår deformationer, som kan medføre skader på bygningen eller membranen.

Membranen skal udlægges med fald mod ydersiden, så fugtproblemer undgås. Gennembrydninger kan undgås ved at føre tekniske installationer oven over membranen. Viser det sig nødvendigt at føre tekniske installationer gennem membranen, skal gennemføringen udføres med tætte samlinger eller tilslutninger, se afsnit 3.8, Føring af rør og kabler gennem terrændæk.

Figur 16. Ved fundering til lav dybde skal der udføres udvendig terrænisolering og sikring mod rotter og andre skadedyr.

Tæthedsplanet skal så vidt muligt føres ubrudt i bygningens konstruktioner mod jord for at forhindre jordluft i at trænge ind i bygningen. Hvis gennemføringer i tæthedsplanet er nødvendige, skal de udføres med tætte samlinger eller tilslutninger til tæthedsplanet. 

I terrændæk kan tæthedsplanet udgøres af betonpladen eller etableres ved hjælp af membraner, se afsnit 3.1, Terrændæk. I kældervægge kan tæthedsplanet udgøres af beton eller opmurede bloksten, fx af letklinkerbeton suppleret med en membran, fx et tilstrækkeligt tykt og egnet pudslag eller egnede hydraulisk afbindende materialer, se afsnit 3.2, Kældervægge og kældergulv. 

Det er vigtigt, at tæthedsplanet og tilslutninger til tæthedsplanet i form af membraner, beton og pudslag forbliver intakt og tæt over for indtrængning af jordluft. De skærpede krav til linjetab har medført, at kælderydervægge af beton i opvarmede kældre næppe vil kunne anvendes fremover.

Bygninger bør projekteres, så tekniske installationer som elkabler, koldt- og varmtvandsrør samt eventuelle rør til varmesystemet kan føres uden at gennembryde klimaskærmens tæthedsplan, se SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007). Føres tekniske installationer gennem tæthedsplanet mod jord, skal man være særlig opmærksom. Det er vigtigt, at gennemføringen i tæthedsplanet ikke giver anledning til indtrængning af jordluft. 

Afsnit 3.1, Terrændæk, beskriver terrændæk med fugtfølsomme gulvbelægninger. Afsnittet beskriver også, hvordan en membran både kan udgøre fugtspærre og være en ekstra sikring mod indtrængning af jordluft.

Figur 17. Præfabrikeret rørmanchet, hvor diameteren af den elastiske del passer til det rør, som føres gennem tæthedsplanet. Den elastiske del af manchetten skal slutte tæt om hver enkelt gennemføring og klæbes til membranen på betonpladens overside. Samlingen mellem rør og rørmanchettens overkant kan med fordel klæbes.

Ved føring af tekniske installationer gennem membranen, skal gennemføringen udføres med tætte samlinger eller tilslutninger. Man kan fx anvende en kabel- eller rørmanchet, som består af en elastisk del, der slutter tæt omkring elkabel eller vandrør, og en plan del, der klæbes til membranen, se figur 18. 

Når man anvender præfabrikerede kabel- eller rørmanchetter, er det vigtigt at anvende manchetter, hvor diameteren af den elastiske del passer til det rør eller kabel, som føres gennem tæthedsplanet, se figur 17. Der findes kabelmanchetter til gennemføring af flere kabler. Den elastiske del af manchetten skal slutte tæt om hver enkelt gennemføring. 

Hvis betonpladen udgør tæthedsplanet, kan kabel- eller rørmanchetter påføres rør og kabler og den plane del fastgøres til det underlag, hvorpå betonen udstøbes. Det forudsætter, at underlaget er plant og fast, fx hårde isoleringsplader udlagt med forskudte samlinger. Det er vigtigt, at manchetten er fastholdt under støbningen.

Figur 18. Anvendes fugtfølsomme gulvbelægninger, fx trægulv på strøer eller et svømmende gulv af træ eller træbaserede plader, skal der altid anbringes en fugtspærre oven på betonpladen. En membran kan udgøre fugtspærren og tæthedsplan over for indtrængning af jordluft. Man kan anvende en kabel- eller rørmanchet til sikring af tætheden. En kabel- eller rørmanchet består af en elastisk del, der kan slutte tæt omkring gennemføringen, fx et elkabel eller vandrør, og en plan del, der kan klæbes til membranen. Samlingen mellem rørmanchettens overkant og kablet eller røret kan med fordel klæbes.

Betonpladen udgør ofte tæthedsplanet i terrændæk, hvis betonpladen er udstøbt på stedet oven på et kapillarbrydende og et varmeisolerende lag, og hvis betonpladen danner underlag for et ikke-fugtfølsomt gulv, fx et klinkegulv. Betonpladen anses for at være tæt over for indtrængning af jordluft, og dermed også over for radon fra jord, hvis den er korrekt udført, se afsnit 3.1, Terrændæk, og afsnit 2.3.1, Egnede materialer til lufttætning. 

Gennemføringer i betonpladen skal udføres som tætte samlinger, fx ved anvendelse af kabel- eller rørmanchetter, se ovenfor. Arealet af udsparinger i betonpladen bør minimeres for at reducere risikoen for svindrevner. Til permanente lukninger omkring gennemføringer af rør og kabler anvendes egnet udstøbningsmasse, der udstøbes på stedet til betonpladens overside. 

Føres flere rør og kabler gennem samme udsparing, skal materialet kunne udfylde mellemrummene mellem rør og kabler. Dette sikres ved en indbyrdes afstand mellem rør og kabler på minimum 40 mm. Udstøbes fx bunden i et teknikskab efter montering af kabler, skal den indbyrdes afstand mellem rør og kabler være afpasset den type udstøbningsmasse, der benyttes til udstøbningen, fx beton eller mørtel. 

Den anvendte udstøbningsmasse skal være en ikke-svindende beton eller mørtel, som uhindret skal kunne flyde ind mellem rør og kabler og udfylde hulrummene. Hvor det ikke er muligt at benytte kabel- eller rørmanchetter, udstøbes den ikke svindende udstøbningsmasse til undermål med efterfølgende tætning med en flydende membran, se afsnit 2.3.1, Egnede materialer til lufttætning. Der anvendes svagt ekspanderende beton eller mørtel for at mindske udviklingen af mikrorevner i udstøbningen.

Afløbsinstallationer i en bygning til beboelse udføres normalt af PVC-rør. Gennemføring kan ske med anvendelse af særlige mufferør, der tillader små bevægelser. I disse gennemføringer sker tætningen med en gummiring, der passer tæt til den pågældende rørdimension, se figur 19.

Figur 19. Gennemføring af afløbsinstallation udført af PVC-rør i betondæk. Gennemføring kan ske ved anvendelse af særlige mufferør, der tillader små bevægelser. Til venstre tætning udført med indstøbt 'murgennemføring'. Til højre tætning med elastisk gummiring.

Ved gulvafløb skal der anvendes en elastisk gummiring et stykke nede på afløbsskålen, så der opnås tilstrækkelig tæthed mellem skål og beton. Anvendes elastisk fugemasse i stedet for en elastisk gummiring, skal man være opmærksom på, at tætning med fugemasse har en begrænset holdbarhed og derfor kræver oftere udskiftning. Man skal være opmærksom på, at betonpladen og samlingen til gulvafløbet skal bevare sin tæthed, selvom der eventuelt med tiden opstår svindrevner i betonen. Man kan med fordel anvende gulvafløbsskåle, der på forhånd er forsynet med fugebånd, se figur 20.

Figur 20. Gulvafløb i betonplade, som udgør tæthedsplanet i terrændæk. Gennemføringer i betonpladen skal udføres som tætte samlinger, fx ved anvendelse af gulvafløbsskåle med fugebånd. Den elastiske fuge er placeret et stykke nede på afløbsskålen, så der opnås tilstrækkelig tæthed mellem skål og beton.

Kældervægge udgør tæthedsplanet, der hindrer indtrængning af jordluft. Kældervægge af beton eller opmurede bloksten suppleret med en membran er beskrevet i afsnit 3.2, Kældervægge og kældergulv. Det er vigtigt, at membranen forbliver intakt og tæt over for indtrængning af jordluft. 

Føres tekniske installationer gennem membranen, skal man være særlig opmærksom.

Det kan være en fordel at etablere membranen efter, at man har etableret føringsveje og opsat installationer. Membranen skal dække føringsvejene omhyggeligt og slutte tæt til alle gennemføringer. Man skal benytte rør, kabler og eldåser, som er tætte, og etablere en tæt tilslutning til membranen. 

Man kan føre enkelte eller bundter af kabler eller rør gennem væggen ved at anvende en elastisk prop. For at sikre tætheden dækkes gennemføringen af membranen, se figur 21. Ved permanente lukninger kan den elastiske prop erstattes af egnet udstøbningsmasse, fx svagt ekspanderende beton eller mørtel, se afsnit 3.8, Føring af rør og kabler gennem terrændæk.

Figur 21. Gennemføring af kabler. Kablerne føres gennem kældervæggen ved hjælp af elastiske propper. For at sikre mod indtrængning af jordluft dækkes gennemføringen af en membran, fx et egnet pudslag eller en flydende membran baseret på asfalt eller hydraulisk afbindende materialer. Tætningen er proportional med lagets tykkelse og er produktspecifik. Dog kan almindelig puds ikke helt forhindre indtrængning af jordluft.