4 Reduktion af lufttryk under gulv

Radonindtrængning kan effektivt reduceres eller forhindres, hvis radon stoppes eller fjernes uden for bygningen ved at etablere et radonstoppende plan under bygningen, se afsnit 3.6, eller sænke lufttrykket under gulvkonstruktionen i et suglag. Suglaget kan i visse tilfælde være det kapillarbrydende lag, se afsnit 2.3.3, Egnede materialer til suglag. 

Dette afsnit beskriver, hvordan lufttrykkets sænkes i suglaget ved hjælp af et radonsug.

Ved at etablere sug i suglaget under gulvkonstruktionen reduceres lufttrykket i suglaget, og derved reduceres indstrømningen af jordluft gennem gulvkonstruktionen. Radonsug under kældergulv er nærmere beskrevet i afsnit 3.2, Kældervægge og kældergulv.

Radonsug vurderes som den mest effektive metode til at hindre radon i at trænge ind i bygninger.

Der er tale om lufttrykforskelle på op til 0,1 atmosfære mellem lufttrykket over og under gulvkonstruktionen i terrændækket. Lufttrykket kan udlignes ved at etablere kontakt mellem udeluften og suglaget. Lufttrykket i suglaget kan yderligere sænkes ved at føre afkastet fra sugbrønden over tag. Ved at tilslutte en ventilator kan lufttrykket i suglaget kontrolleres og yderligere sænkes.

Suglaget kan være en sugplade eller bestå af fx singels, nøddesten eller coatede, løse letklinker. 

Suget kan enten være et passivt sug, hvor en aftrækskanal fra suglaget føres til et afkast over tag, eller et aktivt sug, hvor en ventilator skaber suget. Egnede materialer til et suglag er beskrevet i afsnit 2.1.2, Suglag, og i afsnit 2.3.2, Egnede materialer til suglag.

Sænkningen af lufttrykket under gulv udføres ved at placere en sugbrønd i suglaget. En sugbrønd er et hulrum i suglaget. En aftrækskanal med afkast til det fri forbindes direkte til sugbrønden, hvorved lufttrykket sænkes lokalt i sugbrønden og suget udbredes fra sugbrønden til suglaget. Luftrykket skal reduceres tilstrækkeligt i hele suglaget, før radonsuget virker effektivt. 

Et enkelt sugepunkt antages at kunne dække en betonplade på 120 m², afhængigt af jord- og funderingsforhold (Arvela, 2009). Sugets udbredelse afhænger ligeledes af suglagets geometri, udstrækning, tykkelse, homogenitet og luftgennemtrængelighed.

Antallet af sugbrønde, deres placering og sugets nødvendige kraft afhænger derfor af den enkelte bygning og suglaget under gulvkonstruktionen, se figur 22.

Figur 22. Udbredelsen af suget fra to sugbrønde placeret i suglaget under en bygning med et indvendigt fundament. Suglaget består af et homogent luftgennemtrængeligt materiale, fx løse letklinker, nøddesten, singels eller groft grus. Groft grus pakker typisk tættere end løse letklinker, nøddesten og singels. Jo tættere et materiale pakker, des ringere er udbredelsen af suget fra sugbrønden.

Anvendelse af en sugbrønd mindsker risikoen for tilstopning omkring mundingen af aftrækskanalen. 

Sugbrønde kan være præfabrikerede, fx en plastbeholder med huller og mulighed for tilslutning til en aftrækskanal. Radonholdig jordluft suges fra suglaget ind i beholderen gennem hullerne og føres til aftrækskanal. Alternativt kan sugbrønden opbygges af hulsten lagt i en formation, der tillader luftindstrømning fra suglaget. 

Brønden bygges op omkring enden af aftrækskanalen, se figur 23 og figur 24. Det er også muligt at benytte en sugbrønd udformet som et rør, der er perforeret i den del, som føres ned til suglaget gennem terrændækket, se figur 24.

Figur 23. Detalje af sugbrønd for jordluft med radon. Øverst strømmer radonholdig luft ind i boksen og føres til aftræksrøret. Nederst er mursten med huller lagt med en afstand, som sikrer åbninger til hulrummet. Åbningerne skal sikres mod tilstopning.

Figur 24. Sugbrønd udformet som et rør, der er perforeret i den del, som føres ned til suglaget gennem terrændækket. Sugbrønden kan tilsluttes en aftrækskanal ved at fjerne dækslet.

Hvis lufttrykket under gulvet bliver lavere end inde i huset, er der risiko for, at varm fugtig indeluft suges ned gennem utætheder i gulvkonstruktionen og afkøles med risiko for vækst af skimmelsvamp i organisk materiale. Det anbefales at gennemgå de fugtmæssige konsekvenser af en sådan situation, se SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013).

Der er ikke organiske materialer under betonpladen i et traditionelt terrændæk eller kældergulv, der består af en betonplade over et isolerende lag lagt på et kapillarbrydende lag, som også fungerer som suglag. Vanddamptrykket under isoleringen vil typisk være omkring 100 %.

Selvom letklinkerbetonblokke ikke er tætte over for radon, kan de hæmme luftstrømme. Fundamenter af letklinkerbetonblokke under for eksempel indvendige vægge, som bryder suglaget, kan reducere suglagets funktion. Derfor skal mindst hver anden studsfuge mellem letklinkerbetonblokke i suglaget være åben for at sikre sugets udbredelse under hele bygningen.

Figur 25 viser den principielle opbygning af et radonsug. Placeres flere sugbrønde i suglaget, kan de samles lufttæt i én samlingskanal, som tilsluttes en aftrækskanal og føres til aftræk og afkast. Når flere radonsug samles, skal aftrækskanalen og afkastkanalen have en større diameter for at mindske lufttryktabet. Især i et aktivt radonsug skal kanalerne have så få bøjninger som muligt for at mindske lufttryktab og støj.

Figur 25. Principiel opbygning af et radonsug.

Ved et passivt sug vil skorstensvirkningen forårsaget af temperaturforskel og vind trække luften op og derved reducere lufttrykket i suglaget under gulvet og reducere jordluftindtrængningen. Aftrækskanalen skal holdes varm for at opretholde et sug, se figur 26. Hvis aftrækskanalen føres uopvarmet, skal den isoleres. Dette gælder, hvis aftrækskanalen fx føres gennem et ventileret og koldt tagrum. Er et passivt sug utilstrækkeligt, kan der monteres en ventilator på aftrækskanalen. Etableres et aktivt sug, skal ventilatorens funktion overvåges og kontrolleres regelmæssigt. En trykvagt kan tilsluttes aftrækskanalen under ventilatoren for at sikre radonsugets effektivitet.

Figur 26. Sug tilsluttet suglaget i terrændæk. Suget kan etableres som et passivt sug, hvor aftrækskanalen føres fra sugbrønden i suglaget i terrændækket til afkastkanalen over tag. Herved vil skorstensvirkningen trække luften op og derved reducere lufttrykket i suglaget under gulvet og radonindtrængningen i huset. Den lukkede aftrækskanal bør føres med kondensisolering i uopvarmede rum. Det er vigtigt, at samlinger i aftrækskanalen er tætte, for at undgå at jordluft med radon suges ind i bygningen fra aftrækket.

Ventilationsdræn kan lægges under bygningen for bedre at kunne sikre et effektivt sug under hele bygningen, så man i højere grad kan imødekomme et eventuelt fremtidigt behov for at kunne regulere lufttrykket i suglaget. 

Anvendes et kapillarbrydende lag af coatede, løse letklinker, nøddesten eller singels, kan ventilationsdræn lægges i suglaget. Drænene lægges med en indbyrdes afstand på ca. 2 meter. Dog bør afstanden til fundamentet og afstanden mellem endestykket af ventilationsdrænet og fundamentet ikke overstige 1,5 meter. 

Ventilationsdræn samles til en lufttæt samlingskanal og tilsluttes lufttæt til en lufttæt aftrækskanal, som føres centralt gennem bygningen til afkast i det fri, fx over tag. Ved større bygninger, fx etagebyggeri, bør der etableres flere aftræk fra ventilationsdrænene. Den lukkede aftrækskanal bør føres med kondensisolering i uopvarmede rum. Det er vigtigt, at samlinger i aftrækskanaler er lufttætte, for at undgå at jordluft med radon suges ind i bygningen fra aftrækket, se figur 27.

Figur 27. Placering af ventilationsdræn, der samles og tilsluttes til en lufttæt aftrækskanal, som føres centralt gennem bygningen til afkast over tag.

I nybyggeri er det en god ide at forberede en mulighed for senere at kunne reducere lufttrykket under gulvkonstruktionen. Det kan gøres ved at etablere sugbrønde eller en samlingskanal, tilsluttet ventilationsdræn, placeret centralt under betonpladen i suglaget. Aftrækket kan ved en senere lejlighed åbnes eller etableres ved at koble sugbrøndene eller samlingskanalen til en aftrækskanal, der forbindes op gennem huset til en afkastkanal. Aftrækket kan også føres gennem soklen til en tæt brønd under terræn uden for bygningen. Aftrækket kan efterfølgende tilsluttes en ventilator, så der etableres et aktivt sug, se figur 28.

Figur 28. Ved nybyggeri er det muligt at forberede en senere sænkning af lufttrykket i suglaget under gulvkonstruktionen. Ventilationsdræn udlægges og samles i samlingskanaler i suglaget centralt under betonpladen. Aftrækket kan ved en senere lejlighed etableres ved at koble en aftrækskanal til samlingskanalen (1). Aftrækket kan også føres gennem soklen til en tæt brønd under terræn uden for bygningen (2). Aftrækket kan efterfølgende tilsluttes en ventilator, så der etableres et aktivt sug.

Suglaget kan ventileres med udeluft. Ved at kombinere udelufttilførsel til suglaget med aftræk fra suglaget, trækkes luft ud af suglaget, samtidig med at der tilføres udeluft. Derved fortyndes luftens indhold af radon i suglaget med udeluft. 

Det kapillarbrydende lag, som udgør suglaget, tilsluttes udeluften, fx gennem riste i soklen. Udeluft kan også tilsluttes samlingskanaler, der er tilsluttet ventilationsdræn. Det sikrer en mere jævn fordeling af udeluft under bygningen. Samlingskanaler tilsluttet ventilationsdræn er beskrevet i afsnit 4.2, Fordeling af sug i suglag. Udeluft tilført gennem riste i soklen kan også erstattes af svanehalse, der er ført fra det fri til suglaget.

Etableres et radonstoppende plan under bygningen, reduceres risikoen for at trække jordluft ind under bygningen oven over det radonstoppende plan ved at lufttrykudligne suglaget til det fri, se afsnit 3.6, Radonstoppende plan under bygningen.

Ventileres suglaget med udeluft, kan udeluftens temperatur påvirke temperaturen i suglaget. Om vinteren vil luftskifte med udeluft derfor kunne nedsætte temperaturen i suglaget.

I nybyggeri er det muligt at forberede en senere etablering af luftskifte med udeluft i suglaget. Det gælder specielt, hvor man ønsker at sikre fordelingen af udeluft under bygningen. Effekten af at ventilere suglaget afhænger af, om ventilationen med udeluft etableres under hele bygningen, da der ellers kan opstå uventilerede zoner, som kan være uheldigt placerede i forhold til indtrængningen af jordluft.

Etablering af stikdræn er tidligere blevet anbefalet som en måde at lufttrykudligne det kapillarbrydende lag under terrændæk. Et stikdræn forbinder det kapillarbrydende lag under terrændækket med omfangsdrænet uden for fundamentet. Effekten af et stikdræn er dog ikke entydigt positiv, da det kan medvirke til, at det lavere lufttryk inde i huset kan suge større mængder radonholdig luft ind i huset. Stikdræn anbefales derfor ikke i forbindelse med radonsikring.

Når grundvandsspejlet ligger højt, og der ikke er sikkerhed for, at omfangsdrænet kan hindre tilstrømning af vand under bygningen, kan det i særlige tilfælde være nødvendigt at udføre et stikdræn. Stikdræn kan sluttes direkte til kloak. Nødvendigheden af et stikdræn må bedømmes i forbindelse med en geoteknisk undersøgelse af jordbundsforholdene. I givet fald skal der udføres et drænlag, fx et kapillarbrydende lag af løse, coatede letklinker eller singels, som via stikdrænet forbindes til fx omfangsdrænet. Forbindelsen kan etableres med vandlås, som kan tilgås og vedligeholdes gennem en brønd. Bundløbskoten skal altid ligge under det kapillarbrydende lag, se figur 29.

Figur 29. Stikdræn forbinder suglaget under terrændækket med omfangsdrænet uden for fundamentet. Effekten af et stikdræn er dog ikke entydigt positiv, da det kan trække jordluft med radon ind under bygningen. Stikdræn kan ikke anbefales til lufttrykudligning af suglaget i forbindelse med radonsikring.

Anvendes stikdræn, skal der etableres mindst to stikdræn pr. bygning. Hvis det kapillarbrydende lag er opdelt i felter af fundamenter under indvendige vægge, skal der udføres et stikdræn for hvert felt.